En hderfuld herse og fader er jeg,
je hldte ud mjd til gudernes re,
kk i kamp, da mangen mand dde,
men min banemand kom stiltiende.
Med gustent gult bryst,
en umandig brst.
Mine jen blev gule som sand og som sol,
mit pis blev mrkt som agerjordens stv,
min hud er hrdet af vind og af ar,
af hundrede sr fra hundrede svrd.
Snertet af en grum vind under en kold stjerne,
jeg m se p, mens det sortner som tjre,
gul til sort, fra bryn til fod,
mit blod er svrtet af skbnens falske hb.
Jeg kendt' ej fald,
nu rdner jeg halvt.
En gdefuld sot, mange mands bane,
jeg ser mig selv tage en sygelig ld,
jeg har set det fr, set, hvad det gr,
set vbenfre mnd sygne og d.
Jeg plages af sot, den sorte syge,
mine frnder m sge lgedom forgves,
dden mig venter, livet m jeg lade,
min skbne, min lod er afgjort for mig.
Alfader, din nidding - hr nu min rben,
hvi strdd, hvi sygdom? - Ej fjenders vben?
Har jeg ej gjort det, du pbd?
At udnde til sengs er en ynkelig dd.
Valkyrier forsmr mig - vil ej vise vej,
over bifrost til valhal - hud sort som beg,
dd har ingen re, jeg rdner s sagt',
ej vil jeg finde hder og agt,
i valhal.
Det kaldes svartsot, den stygge syge,
der lader de gve stridsmnd d p deres kn,
ej i kampens hede, eller p koldt hav,
men visnede krblinger, ej vilde og fri.
Man synger om svartsot, karlfolks fordrv,
soten, der grues fra fenne til bjerg,
ingen kender hvi, ej hvem, ej hvor,
men nu kender de det fra denne skjalds sidste ord.
This lyric was posted anonymously. Not yet confirmed by Book of Metal.
